Category Archives: Uncategorized

Du er det hele værd

Standard

Sommeren er blevet nydt i al sin regnvåde pragt og jeg er nu klar til en ny omgang på min blog.

Husk at det stadig er mere end velkomment at kommenterer, diskuterer og spørge ind til hvad jeg skriver, jeg ønsker kun at kunne bidrage til håb og vilje til dem der måtte ha brug for det.

At det er angstprovokerende at arbejde med sig selv ved alle der har prøvet det, men at det kan udløse en depression er heldigvis ikke alle forundt.

Jeg knoklede med mig selv, velvidende at jeg ville være der for min lille unge – jeg ville ovenpå igen og jeg ville klare mig mere end godt.
Men det var svært at komme ud af det tunge hængedynd jeg stod i og det var også det, der holdte mig fast, hver gang jeg forsøgte at komme videre, stemmerne fra min barndom og ungdom om at jeg ikke var god nok, sød nok og stærk nok til at komme ovenpå, fik mig ned gang på gang.
Min stedfar havde været en flittig nedgøre af mig igennem hele min opvækst og den hang fast – den dag i dag  kommer det op i mig fra tid til anden, men jeg har lært at vende den om til at sige – DU er god nok, du er værdifuld og du er stærk, men i starten virkede det skørt at gå og snakke højt til sig selv, men det var det eneste der kunne overdøve den ironiske stemme inden i.

Kæmp – du er det værd – dit liv venter på dig – tag dig tid…..

 

Rejsen

Standard

At komme til psykolog ændrede ikke mit liv, men jeg fik lov til at gå ind af den rigtige dør imod større forståelse og accept af mig selv.

Jeg fik ikke noget ud af at gå til politiet da sagen var forældet (grænsen var der 10 år)

Men jeg fik min egen lille hævn….

Da jeg begyndte at se at jeg havde et helt skævt billede af mig selv røg jeg ned i en depression, jeg kunne ikke rumme den vished om at der var en der havde ødelagt min livsglæde og fået mig til at skubbe mit barn væk af frygt for at skade det.

Så jeg skulle arbejde med : Incest, depression, selvhad/kærlighed, moderfølelsen og mit selvværd.

En stor mundfuld, men jeg havde en god psykolog der fik pillet mig ned og sammen fik vi bygget en person op der var lidt stærkere og lidt mer tro imod sig selv. I den første runde, for jeg kom til at gå der af flere omgange.

I den periode efter gik min kæreste fra mig, han var ikke klar til at være familiefar og ville gerne ud og afprøve livet alene.

Jeg flyttede i en lille lejlighed med min unge som jeg var begyndt at elske og give kærlighed til, min moderfølelse dukkede op af mudderet og jeg kunne takle det uden at frygte at jeg gjorde noget forkert.

Jeg var samme år startet på min uddannelse og tingene spillede for første gang.

Jeg var 24 år da jeg blev single.

Grænsen imellem kærlighed og overgreb???

Standard

Meningen med at tage brudstykker af min historie med er jo ikke at i skal synes det er ihh og åhh så synd for mig, det handler om for mig at i skal forstå mine bevægegrunde og se en ide i at jeg handler som jeg gør i dag.

Jeg måtte ikke bo hjemme hos min mor og stedfar hvis jeg var gravid, og efter 1½ uges pressen på  fra min mor, valgte jeg at få en abort, ikke at jeg ville det, for den lille spire af livskraft der voksede i mig, lærte mig en anden side af mig selv at kende, pludselig var det ikke kun mig der skulle overleve i dette liv…
Men angsten for at stå helt alene og .. ubeskyttet var stadig større end lysten til at kæmpe for det der var mig kært, jeg var afhængig af bare den mindste lille bitte smule omsorg, og der var virkelig ikke meget at komme efter.

Efter aborten arbejdede jeg i et stykke tid, og begyndte så på noget uddannelse, hvor jeg mødte venner der var der for mig, jeg mødte og faren til mit ældste barn, og vi havde det egentlig godt, han var yngre end mig og jeg kunne styre ham. Det var vist det væsentlige i vores relation, at jeg havde overhånden og at han ikke kunne sårer mig.

Da jeg måtte droppe min uddannelse og starte en ny på revalidering, skete der noget imellem os, vi forsvandt fra hinanden og jeg anede ikke hvordan jeg samlede op på det, den ældste blev født da jeg var 22 år – da havde vi været sammen i 2½ år, men heller ikke det ændrede på noget.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle begå mig som mor, jeg ville ikke svigte mit barn men var ikke i stand til at skelne imellem kærlighed og overgreb, og da jeg så valgte at trække mig væk som mor, for ikke at gøre barnet fortræd, måtte min kæreste træde til, jeg havde nemlig hørt at misbrugte tit ender med at misbruge selv, og det ville jeg ikke, jeg vidste ikke hvor grænsen gik imellem kærlighed og overgreb.
Så jeg holdte afstand, indtil kæresten fik nok, og vi fik snakket sammen for første gang i vores forhold, og jeg fik fortalt hvad der var sket mig som barn. Det første der skete var at jeg fik en psykolog, og fik anmeldt det til politiet.

Jeg vil altid være min x kæreste taknemmelig for det spark i røven han gav mig.

Hjælpen

Standard

Jeg vil ikke hænge mig i så mange detaljer af min svære tid, det er ikke en selvbiografi jeg skriver, men i er velkommen til at spørge ind til det, jeg svarer gerne.

Jeg kom væk fra jobbet som ung pige i huset. Men inden da havde jeg med egne øjne set hvad det gør ved en, at ligge sit liv fra sig, det var hos hende jeg fik lidt mod til at gøre op med min fortid.

Efter nogen år hvor jeg flakkede rundt på må og få, stadig med min bagage tungt lastet, flyttede jeg sammen med, for mig at se, en sød fyr. Vi legede den gode leg, Hus og hjem og fik en hverdag stablet på benene, indtil han en dag viste sit sande ansigt og slog mig, forholdet udviklede sig meget voldeligt men jeg hang ved, angst for at miste og angst for være alene.
En dag kom han hjem og var blevet trynet på jobbet, han flippede ud over at maden ikke var god nok og da jeg ville løbe på toilettet inden han fik fat i mig, nåede han mig alligevel og han tog kvælertag på mig op ad væggen imens han voldtog mig.
Men jeg blev. Og han var længe meget rolig og ulykkelig over episoden.

7 uger efter gik det galt igen, jeg nåede ikke ud af huset inden han kom hjem en fredag, fuld efter fyraften.
Han troede fejlagtig at jeg ville forlade ham og begyndte at kaste rundt med mig, huset var smadret og telefonledningen skåret over, da han skred låste han mig inde. Jeg måtte kravle ud af vinduet og over til naboen. Som slemt chokeret ringede efter en ambulance. Da vi skulle til at kører,  kom en kammerat til min samlever ind i ambulancen og fortalte stærkt oprevet at min samleverske var kørt galt. Og han blev endnu mere chokket over at se mig stærkt forslået og med brækkede ribben, så god var jeg til at skjule det grimme og vise det pæne. Ingen vidste hvad der var sket i vores hjem.

På sygehuset fandt de ud af at jeg var gravid, det var sket under voldtægten, det absurde i det, var jo at jeg klyngede mig til det barn der voksede i mig, for mig blev det et fokuspunkt af lykke.
Jeg var 19 år.

 

 

Tomboy….

Standard

Overgrebene stoppede da jeg fik min menstruation, så var det ikke sikkert mere åbenbart… han prøvede en overgang at få fingrene i min lille søster der var 9 år, men jeg lavede så meget ballade omkring det at jeg reddede hende fra det.

At jeg gik udenom de indsigtsfulde og emotionelle piger i mine teen år, havde nok sin forklaring i at jeg var bange for at blive stemplet, at det kunne ses på mig at jeg var beskidt og brugt, drengene blev min omgangskreds, og jeg havde mange kærester, mit selvværd var knust og  jeg troede kun jeg var noget værd når de gik i seng med mig. Jeg blev en drengepige, det var mit skjold.

Jeg gik på efterskole, en episode inden jeg skulle af sted var at min stedfar forlangte at jeg fik p piller for det sidste han ønskede var at jeg kom hjem og var gravid…. Ikke noget med nogen kærlig snak om det eller anerkendelse af at det var en naturlig del af at blive voksen,  jeg var også der stemplet, men mine forældre vidste jo også godt hvad jeg var for en, eller hvad der lå til grunde for det, og kunne de projektere deres dårlige samvittighed over på mig, gjorde de det gerne.

Efterskolen blev ikke min redning – tværtimod, en pigegang er som et sandhedsserum, og så bliver det brugt enten for eller i mod en, nogle få blev mine allierede, men resten havde stemplet mig.

Som 16årig kom jeg i huset, sjovt nok hos en callgirl….

Spørg gerne ind til noget hvis i ønsker viden eller svar… det er derfor denne blog er her.

Op ad bakke…

Standard

Mit teenageliv var mærket af overgrebene og det faktum at mine forældre lukkede øjnene for det der var så tydeligt, de var lidt i lommen på manden da han havde smidt penge efter dem, han havde tilgengæld bedt om at få mig på ferie engang imellem, og det kom jeg så.

Så misbrugt og svigtet gik jeg min ungdom i møde, den var slem, kan vi nøjes med at sige, meget slem.

Først da jeg i starten af 20érne fik mit første barn, gik der hul på bylden og jeg kom i behandling.

Jeg kæmpede med at finde mig selv det meste af 10 år, i de 10 år mødte jeg også min mand, fik 2 børn mere og en uddannelse.

Jeg vil sige at den lærdom jeg har fået med mig er uvurderlig

Jeg er stærk og kan modstå de fleste ting i dag.

Jeg har så meget power og så mange ting jeg giver videre og det er derfor jeg har lavet denne blog.